Gå til hovedindhold

Flexbolig

I Guldborgsund har du mulighed for at få en flexbolig, som du kan bruge efter dit behov i livet netop nu.

  • Læs op

Indhold

    En flexbolig er registreret som en helårsbolig i Bygnings- og Boligregistret, men kommunen har givet samtykke til, at boligen kan anvendes som en flexbolig, dvs. som midlertidig bopæl eller feriehus. I Guldborgsund kan alle helårsboliger, med få undtagelser, gøres til flexboliger. Kun Nykøbing F., herunder Nordbyen og Sundby L., og områder med lokalplan, hvor det er anført, at beboelsesejendomme kun kan anvendes til helårsbeboelse, er undtaget. Med de favorable boligpriser i Guldborgsund, kan du billigt få en unik fritidsbolig.

    Helårsboliger er huse, der ligger i byen, langs Guldborgsunds kyst eller i landdistrikter. Det kan også være nedlagte landbrug, bindingsværkshuse, rækkehuse eller byhuse. Det er registreringen af ejendommen, der afgør, om det er en helårsbolig. Det er kun helårsboliger, der kan opnå status som flexbolig. Boliger, der er registreret som sommerhus, fritidshus eller landbrug, kan ikke få status som flexbolig.

    Læs mere om, hvordan boligen er registret på www.ois.dk.

    Samtykket til en flexbolig følger boligen og ikke ejeren. Det vil sige, at når boligen er registreret som en flexbolig bevares denne status, indtil ejeren ændrer den. Det kan på et senere tidspunkt muligvis gøre boligen nemmere at sælge. Hvis boligen senere skal bruges som helårsbolig, er det let at få den omregistreret.

    Der er også mulighed for at udleje sin flexbolig. Det er reguleret af sommerhusloven og foregår derfor efter samme regler som ved udlejning af et almindeligt sommerhus. Det betyder, at flexboligen må lejes ud fra 1. marts til 31. oktober samt otte uger i vinterhalvåret. Dem, der lejer flexboligen, må ikke tilmelde sig folkeregistret på adressen.

    Læs også om

    Fakta

    En flexbolig er en helårsbolig uden bopælspligt, som du kan bruge som alternativ til sommerhus.

    Når en helårsbolig er registreret som flexbolig, er der ingen bopælspligt, og du kan derfor anvende boligen som et fritidshus eller som et ekstra hjem. Der er ingen lovmæssig begrænsning på, hvor meget du må anvende huset i løbet af året. ​Du kan også flytte permanent ind i huset og bruge det som helårsbolig, hvis du skulle få lyst til det.