Gå til hovedindhold

Jobs

Arbejdsmarkedet på Lolland-Falster er meget varieret. Der er internationale virksomheder med behov for specialiseret arbejdskraft, små og store produktions- og håndværksvirksomheder, et sygehus, flere finansvirksomheder og medievirksomheder. Derudover er der omkring 260 statslige arbejdspladser i området.

Indhold

    Inden for flere sektorer er der i øjeblikket mangel på arbejdskraft på Lolland-Falster. Det skyldes den afsmittende effekt fra de store anlægsprojekter med Storstrømsbroen og forberedelserne til Femern Bælt-forbindelsen. Der er fortsat langt færre ansøgere til de enkelte stillinger end i hovedstadsområdet, hvilket giver særligt gode muligheder for nyuddannede, der skal have foden inden for på arbejdsmarkedet, eller for seniorer, der søger deres sidste job inden pensionen.

    Erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster er ansvarlig for den lokale erhvervsudvikling og støtte til nystartede virksomheder. Business Lolland-Falster peger på fire særlige vækstområder, hvor der vil blive skabt flere arbejdspladser i de kommende år:

    1. Landbrug og fødevarer

    Kvaliteten af jorden på Lolland-Falster er blandt den bedste i Danmark. Det giver grobund for at dyrke mange forskellige afgrøder. Sammen med en stærk følgeindustri og vidensmæssige ressourcer gør det Lolland-Falster til et attraktivt område for virksomheder og investorer med ambitioner inden for agrobusiness.

    2. Industri og anlæg

    Byggeriet af den nye Storstrømsbro og forberedelserne til den nye Femern Bælt-forbindelse tiltrækker i øjeblikket nye virksomheder og skaber flere arbejdspladser i lokalområdet. Nye havne og jernbaneforbindelser er med til at styrke områdets position i den nordeuropæiske infrastruktur.

    3. Handel og oplevelser

    Et aktivt handelsliv er en nødvendighed for levende, lokale byer. Der bliver i øjeblikket skabt nye forretningsmuligheder, og der arbejdes for at tiltrække nye detailbutikker og flere store kæder til byerne.

    4. Turisme

    Lolland-Falster er den største turismedestination i Østdanmark uden for hovedstadsområdet målt på antal overnatninger. Der er et stort potentiale for at øge turismeomsætningen yderligere, og over de næste fire år investeres der massivt i den lokale turismeindsats, hvilket skaber nye jobs inden for oplevelsesøkonomien.

    Derudover er der god mulighed for at starte egen virksomhed inden for konsulentbranchen, produktion, håndværk og handel.

    Fakta

    Vidste du at når din familie flytter til kommunen tilbyder vi en ægtefællejobordning gennem den lokale erhvervsorganisation Business Lolland-Falster. Her kan din ægtefælle få en mentor tilknyttet hvis du selv har fået job hernede, så i begge to kan finde et job på sydhavsøerne. Mentoren kan hjælpe med CV, møder med virksomheder og generelt give et ekstra skub til at komme i betragtning til et job i en ny geografi. Er du interesseret i job hernede eller har du spørgsmål til ægtefællejobordningen kan du kontakte kommunens bosætningskoordinator.